Ondt i maven på grund af problemer med børnenes far

Jeg er en kvinde på 39 år, der har været skilt fra mine 3 børns far de sidste 10 år.
Samværet omkring vores børn har været noget svingende i de år.
Det er især blevet svært at samarbejde det sidste års tid. For ca. et år siden valgte børnenes far at flytte til Sverige. Jeg kendte ikke noget til flytningen, før en dag han hentede dem til samvær.
Han har ikke villet oplyse mig hans adresse eller tlf. nummer i Sverige, på trods af, at han er blevet pålagt det af amtet. Jeg har måttet holde på meget af min vrede. Hvis børnenes
far bliver sur på mig, holder han sig væk i 14 dage og bryder sine aftaler med børnene, hvorefter det bliver min opgave, at rede konflikten eller aftalen med børnene ud. Ind imellem henter han børnene, når jeg er på arbejde, så er de i Sverige når jeg kommer hjem.

Da jeg fortæller Susanne om mine problemstillinger med børnenes far, får jeg ondt i maven. Problemerne har stået på i 10 år og er meget aktuelle.

Susanne starter behandlingen med at spørge ind til mine problematikker. Hun spørger hvad der fylder mest på en skala fra 0 til 10. Jeg siger, at det er, at børnenes far ikke vil samarbejde, det fylder 8. Susanne banker, efter et stykke tid kan jeg mærke, at det fylder mindre - nu er det på 6. Susanne banker videre og jeg kan mærke, at en ny tanke kommer frem: Han svigter vores børn. Susanne banker på, at han svigter børnene. Først er skalaen på 8, så på 6 og lige pludselig er den næsten væk, dvs. nede på 1.
Susanne spørger: Hvem svigter børnenes far? Jeg bliver ked
af det, får ondt i maven, og kan mærke, at han svigter mig. På skalaen fylder det 6. Susanne banker på, at han svigter mig. Jeg kan mærke, at mavesmerterne er de samme, som når børnenes far har sat mig i en dårlig situation. Mine mavesmerter begynder at aftage, da Susanne banker på mine smerter i maven. Jeg kan mærke, at jeg bliver hamrende ligeglad med ham og hans problemer. Susanne spørger til de udsagn, hun har banket på, men jeg føler kun en ligegyldighed..., siger at det er 0, 1 eller 2, det fylder ikke mere i mig.

Efter behandlingen har fornemmelsen holdt sig. Børnenes far opfører sig stadigvæk som han plejer. Jeg får ikke ondt i maven mere, går ikke i detaljer og bruger ikke energi på at ærgre mig mere.